Sandheden om nisser

 

Jeg er godt klar over, at jeg nok bliver upopulær når jeg fortæller det her. Alligevel skal sandheden frem.

Det gælder nisser. De er ikke røde. Eller rettere deres hue og øvrige tøj er ikke rødt. Huen er altid grøn, og resten af beklædningen grøn, grå og i enkelte tilfælde blå. Men aldrig rød. Det eneste der er rødt på nisser kan være næsen, og i nogen tilfælde ørerne, hvis huen er krympet og den lille stakkel har forvildet sig ud i vinterkulden.

For en anden fejlinformation er at nisser og sne høre sammen. Tværtimod! Nisser hader kulde og lys. De elsker mørke og varme.

Det meste af min barndom boede jeg og mine lærerforældre på en nedlagt landejendom, som de med nænsom hånd som det hedder, havde moderniseret. Vores nærmeste naboer var et ældre søskendepar Mie og Niels. De boede i deres forældres gård, og der var absolut ingen nymodens bekvemligheder. Bl.a. havde de et gammeldags brændekomfur lige som det, der er på Hessel.

Efter skoletid elskede jeg at besøge dem. De havde tid, de kunne fortælle, og jeg tror også, at de så det lidt som deres pligt at opdrage lidt på mig

Jeg husker tydeligt en af de første gange, jeg besøgte dem. Vi sad i køkkenet, jeg fik hjemmelavet saftevand. Lige pludselig blev mit blik fanget at noget, der bevægede sig bag komfuret.

-Hvad det? Udbryder jeg.

-Nåh. Det var bare nissen. Mies stemme, gav ikke lyd at nogen sensation.

-Nissen! Det var grønt.

Og så fik jeg hele historien om, hvordan det hænger sammen.

Nisser bor på gårdene. Passer man på nissen, passer han på sine værtsfolk. Det er hørt før, men den med risengrød er helt yt. For han foretrækker spæk, brød, ost og et godt krus øl. På den måde ligner han os mennesker. Om sommeren trænger han til luftforandring. Derfor flytter han til sit sommerlogi, som er en høj dybt inde i skoven. Her tilbringer han 3-4 måneder. Kommer kun frem om natten, men det kan jo ske, at han støder på et forelsket par på måneskinstur eller en emsig nattergalelytter. Så er det bedst at camouflere sig, derfor er huen grøn.

Jeg så kun nissen den ene gang. Mie mente, at han var kommet frem for at se mig an. Han er nemlig lige så nysgerrig som os mennesker. Hun fortalte også, at i hendes barndom var nisser meget almindelige, men at de efterhånden var blevet noget af en sjældenhed. Hun var overbevist om, at det skyldes, at der efterhånden var blevet småt med levesteder. Racen, hvis man kan kalde nisser for det, var simpelthen ved at uddø. Og det har hun nok desværre ret i.