Julehistorie.

 

Min julehistorie skal handle om julen i min egen barndom og nogle oplevelser med mine børnebørn.

Jeg er født på en gård i en landsby mellem Horsens og Vejle.

Vi var seks søskende, alle piger, og så boede mine bedsteforældre også hos os.

Julen formede sig sikkert ikke så forskelligt fra andre i fyrrerne og halvtredserne. Vi lavede mad og bagte, for i selve julen skulle vi have fri; kun køerne blev fodret og malket..

En ret, som helt bestemt hørte til, var ”vredne hvidkål”. Kålen blev skåret i grove stykker, kogt længe og herefter gik alle i gang med at klemme så meget vand som muligt ud af kålen, der derefter blev hakket i kødhakkemaskinen.

Når kålen så skulle serveres, tog man en portion fra, varmede den med fløde og salt. Hertil fik vi sylte, kogt medister eller kold, stribet flæsk. Der hørte også sigtebrød, rødbeder og maltet juleøl til.

Det er en ret, som stadig hører til hos os. Heldigvis sætter både vores børn, svigerbørn og børnebørn pris på at få den serveret til jul; men nu som frokostret.

Julegaver fik vi ikke så mange af; men da jeg er den yngste i søskendeflokken, fik jeg ret mange, især da de store var flyttet hjemmefra og begyndte at komme hjem til jul.

Så vil jeg fortælle om et par episoder sammen med vore fem børnebørn.

I mange julehistorier indgår der tit noget om jul i en præstegård.

Da vi har boet 24 år i præstegården i Louns, har vi da også nogle oplevelser derfra.

Børn og børnebørn kom hjem til os, da Niels som præst, ikke havde fri. Det gav også gode muligheder for at lade fantasien få frit løb.

Lillejuleaften gik vi med lommelygter op på loftet i udhuset for at sætte risengrød frem. Næste morgen så vi efter, om grøden var spist. Det var den – af kattene.

Et år havde alle fået nissetøj på og skulle op på loftet for at besøge nissen, der fortalte en historie. På vej ned sagde en af dem: ”Hvis ikke det var farmor, så var det i hvert fald en af hendes søstre!”

Der hørte jo også risalamande med til dessert. Jeg serverede i isasietter med en mandel i hver til børnebørnene. Farfar/morfar havde tænkt på det samme og havde givet hver af børnene en mandel i lommen, så pludselig sad de med hver to mandler. Det blev der megen morskab ud af.

I år fejrer vi igen jul sammen med kirkegang, julesalmer, julehistorie, forskellige spil, julegodter, mad og kager.

 

Lis Svendsen