Min første grønlandske jul 1967

 

”Det er på høje tid. Skal I ikke have et juletræ i år? ” Det var spørgsmålet fra butiksbestyrer Stæhr i KGH-butikken i Sisimiut (Holsteinsborg) den 4. august 1967, to dage efter jeg var landet i det grønlandske sammen med min kone og vore to tvillingedrenge på 1½ år. Jeg havde fået min lærereksamen to måneder forinden, og skulle nu begynde i mit nye job som lærer ved skolen i Sisimiut. Alt her var godt nok anderledes og meget spændende. Men spørgsmålet overraskede alligevel. Men selvfølgelig skulle vi have juletræ.

 

Det ankom så med et juleskib i starten af december sammen med julegaverne fra familien og en stor frostpakke fra Dansk Fryseøkonomi. Sul skulle vi da ikke mangle. Det var så også første gang det unge par skulle holde deres egen jul langt væk fra omsorgsfulde mødre og svigermødre. Men vi forsøgte da at føre traditionerne videre. I pakken fra Fryseøkonomien var der blandt andet et helt svinehoved. Min kone havde opskriften på grisesylte klar. ”Børst grisens tænder”, var det første der stod. Lidt afskrækkende. Men der blev da sylte ud af den gris. Ja, og der blev bagt vaniljekranse, lavet adventskrans, pakkekalendere til børnene og, hvad der nu ellers hører sig til op til jul.

 

På skolen blev der også rigtig julehygget. Jeg var blevet klasselærer for en 1. klasse. Mange kunne ikke et ord dansk. Og jeg talte ikke grønlandsk. Men vi kørte efter et system, hvor jeg smækkede forskellige figurer op på en tavle begyndende med en dreng. ”Her er Ole!”, sagde jeg – hvorefter alle 25 skreg i kor: ”Her er Ole!” Der blev så hele tiden bygget på. Og de tegnede og skrev i deres bøger. De fleste kom faktisk ret hurtigt efter det danske. Det var nogle søde og velopdragne unger. De var vist lidt spændte på ham den store dansker, de havde fået som klasselærer. Men vi blev nu rigtig gode venner. - Både på skolen og i hjemmene kunne man lide at jule. Der var kalenderlys, musetrapper og guirlander i overflod. Og så har stort set alle grønlandske hjem en stor julestjerne med lys hængende i et eller flere vinduer.

 

Inden vi sendte eleverne på juleferie var der hyggelig juleafslutning på skolen. Derefter var det tid at komme hjem til de sidste juleforberedelser. Juletræet kom ind. Og den stivfrosne pind stod så der på sin fod og tøede langsomt op. Og sandelig om det ikke efter et par timer blev til et acceptabelt juletræ. Selve juleaften blev fejret som i Danmark med and, rødkål og risalamande. Og det var vist også menuen i de fleste grønlandske familier. Mange grønlændere havde så tradition for at uddele julegaverne den 24. om morgenen. Børnene var så også beskæftiget resten af dagen med at lege med julegaverne. Gaverne var tit præget af, at vi boede nord for Polarkredsen. Det kunne f.eks. være ski eller kælk. Den bedste gave, de to store fik, var da de som snart 11-årige fik deres første salonriffel. Året efter fik de deres egen hundeslæde, som jeg havde stået og lavet på sløjdsalen. De var ikke mere end 12 år, da de sammen med en kammerat med to hundespand tog af sted og overnattede i telt. Jeg tror de kom hjem med ryper, de havde skudt. I julen savnede vi selvfølgelig at kunne være sammen med familien. Men der blev holdt mange julegilder sammen med gode venner.

 

En jul, jeg aldrig glemmer, var julen 1972. Da blev vores yngste søn født på Sisimiut Sygehus tidlig morgen 22. december. Mor og søn måtte så holde jul på sygehuset, og jeg måtte i gang med julemenuen. Det gik nu ikke helt galt. Efter at have indtaget juleanden derhjemme sammen med vores færøske ven, gik vi alle på sygehuset og udvekslede gaver med moren og den lille søn.

 

Da vi i 1967 rejste til Grønland var det for at være der i 2 år. Men det blev til 14 år og dermed også 14 gange grønlandsk jul. I dag tænker jeg med glæde tilbage på den tid. Grønland er stadig i mit hjerte. Jeg er der mindst en gang om året, fordi mine to ældste sønner har etableret sig i min gamle by. - Grønland er også gået dem i blodet.