Jubilæumsskrift

 

Den 20. juli 1994 var det 325 år siden, at Hvalpsund Færgekro blev Kongelig priviligeret Færgekro

 

 

 

Den 20. juli 1669 modtog kromanden i Hvalpsund Færgekro, Ahasverus Becker, kongelig bevilling til at drive færgeriet og kroen her ved overfartsstedet fra Himmerland til Salling.

Han havde dog allerede drevet kro og færgeri i et par år, men nu forelå altså det kongelige privilegium på tryk. Såvel kro som færgeri er dog betydeligt ældre, vi ved at i året 1532, havde Las og Christiern Christensen fået livsbrev på færgeriet. Et par år efter kom dog Las på gale veje, idet han blev blandet ind i en affære om hesterøveri.

1549 beordrede kongen et færgehus opsat til afbenyttelse «for de vejfarende, som hænder at give sig over Hvalpsundet«, samtidig skal færgen sættes i stand.

 

 

 

 

 



325 år

 

Her inde under bakkerne ved Lounshalvøen har kroens færgested altså ligget i mangfoldige år - og det er en lang historie, men først lidt om selve stedet og dets navn.

Det er ikke tilfældigt, at indsnævringen her ved indsejlingen til Skive Fjord og Louns Bredning hedder Hvalpsund. Alle kender den lange tange, der stikker ud fra Sundsøresiden og på denne tange holdt der i ældre tider sæler til. Det gør der vel iøvrigt endnu af og til. I hvert fald kan man være heldig at iagtage sæler, når man krydser sundet med færgen.

Det er sælernes afkom, sælhvalpene, der har givet navnet til sundet, og dermed også til den bebyggelse, der opstod omkring færgestedet og havnen.

Den ældre bydel hedder jo Hole (hullet) og Illerisøre. Her ved indsnævringen er sundet kun ca. 1 km bredt. Til gengæld er her meget dybt, 27 meter, hvilket er Limfjordens største dybde. Det giver ekstreme strømforhold. Så selvom sundet har en beskeden bredde, er det ikke ufarligt at passere i almindelig robåd. Og helt op til 1927, da Aalborg Privatbaner satte en motordreven jernbanefærge ind i trafikken, skete overfarten dels med en stor robåd, dels et pramlignende fartøj, der blev roet af fire rorkarle.

Ved Sundsøregården var opsat en hvidmalet tavle, og når to tavler gik til vejrs, var det signal til at den store færge ønskedes over. Ved en tavle var det tilstrækkeligt med den mindre båd.

Når Hvalpsund Færgekro's meget lange historie skal udredes, erfarer man hurtigt, at kroens og færgeriets historie hører meget tæt sammen helt op til vort århundrede.

 

Det var nemlig et krav fra myndighedernes side, at den, der opnåede bevilling til at drive det ene foretagende, automatisk påtog sig pligt til også at drive det andet, altså: Ville man drive kro, måtte man også påtage sig at sørge for færgeriet.

Alt dette fremgår tydeligt af Ahasverus Beckers Privilegiumsbrev fra 1669.

Ret hurtigt fandt Ahasverus Becker dog ud af, at det ikke var nogen lukrativ forretning at drive kro og færge, og han søgte om både skattefritagelse og statstilskud. Begge dele blev dog afslået.

Selvom Ahasverus tilsyneladende ikke kunne få det til at løbe rundt, formåede han dog at sætte sin søn, Knud Ahasverus Becker, godt i vej. Og denne søn er faktisk bedre kendt end faderen: Sønnen blev ridefoged på Vallø Slot, men fik desværre hurtigt ry som en brutal og ubarmhjertig foged. Men det har åbentbart betalt sig, i alle tilfælde blev han 1718 vicelandsdommer på Lolland-Falster. Og i 1727 kunne han købe godset Bækkeskov for 12.000 rigsdaler.

Man får et begreb om dette beløbs størrelse, når det oplyses at det svarer til hvad færgemanden i Hvalpsund ville være 3.000 år om at betale i ydelse til kronen som afgift af færgeriet.

Som herremand havde Knud Becker dog beholdt en række af sine dårlige vaner fra ridefogedtiden. Han gik til stadighed rundt med skarpladte pistoler og en solid stok. Med den sidste bankede han løs på de stakkels fæstebønder, når han syntes, at de var for sløve i deres arbejdspræstationer.

Men pistoler og stok hjalp ham dog ikke, da han den 12. august 1738 blev væltet af sin hest af en flok rasende og ophidsede bønder, der stak ham ihjel med deres høleer. -

Derved fik Becker den tvivlsomme ære at være den eneste herremand i Danmark, så vidt vi ved, der blev slået ihjel af egne fæstebønder.

Men tilbage til kroen og færgeriet i Hvalpsund.

Den såkaldte Skånske krig var brudt ud i 1675 - og det satte rigets øverste ledelse i en pinlig situation - også med h.t. færgerierne. Der havde netop før den tid været et utal af klager over færgemænds sendrægtighed - og derfor havde myndighederne i privilegierne til færgerierne indbygget og indskærpet færgemandens pligter til at færge alle over vandene - og det skulle være uden tøven og undskyldninger for for-sinkelser.

Resultatet var så - uheldigvis - at de svenske tropper i de tidligere krige var blevet færget over ved samtlige færgesteder, hvilket naturligvis ikke var helt godt.

Derfor indskærpede man nu færgemændene, at da landet var i krig, måtte det betragtes som landsforrædderi at sejle udenlandske krigere over sunde og fjorde. Der forlyder dog intet om hvorvidt Ahasverus nægtede at sejle for svenskerne.

I 1688 skænkede kongen færgeprivilegierne samt retten til krohold til general O. V. Arenstorff til Eskjær, og gennem mange år er den egentlige ejer nu herremanden på Eskjær.

1689 har vi en beretning om en overfyldt båd, rorkarlene var berusede (det har nok ikke været usædvanligt), og da de ville vende færgen, begyndte den at tage vand ind. Der opstod panik, rorkarlene klarede sig i land, og det samme gjorde en hest, der var sprunget over bord med vognen efter sig, men købmands Vindes vognskrin, der stod på vognen, gik til bunds med alle købmandens penge. Der forlyder ikke noget om, hvordan det gik med passagererne.

I 1711 overgår færgeriet til en ny mand ved navn Jens Jensen. Da færgeri og krohold ikke kan give ham til dagen og vejen. søger han om tilladelse til også at måtte udskænke til de lokale beboere, men det kan ikke bevilges, så derfor driver han i stede »smugkro«, hvilket sker med stort helt "i lighed med tidligere kolleger«, som det hedder i akterne fra en retssag.

Hans efterfølger, Jens Jensen Smed (måske en søn) fik 1716 et "decideret kroprivilegium«. Det gav ham ret til at servere mad, øl og brændevin, men han må ikke drive småhandel.

 



325 år

 

1767 bortforpagtede godsejeren på Eskjær, som jo ejede kro og færge, dette til Erik Ørberg. Foruden afgiften skulle han holde husene i stand og foretage de fornødne reparationer af færge og både. Derudover skal han også sætte herremanden

og dennes familie over sundet uden betaling. Derimod er det ham forbudt uden videre at befordre godsets tjenere og bønder, ikke p.g.a. udgiften, men fordi det frembød

en mulighed for, at tyendet kunne tænkes at ville rømme fra godsets tjeneste, hvis lejlighed bød sig.

Ørberg skal også holde opsyn med Rotholmene, hvor krybskytter i udstrakt grad muntrede sig ulovligt.

Julenat 1782 blev der fældet 98 hassel-bundstager ulovligt i Eskjær Skov. - Uheldigvis blev disse 98 stænger en måneds tid senere fundet hos Ørberg i kroen.

Godsejeren ville have ham idømt en bøde på 300 rigsdaler, »hvis han ikke ville bøde med kroppen«. Færgemanden og dennes kone gjorde ed på at de havde købt stagerne af 2 mænd fra Thise - og klarede tilsyneladende frisag.

Fra gammel tid har der været afholdt marked i Hvalpsund. Det er dog ikke muligt at afgøre, hvor gammel denne tradition er, men Salling-bønderne tog i stort tal over sundet til marked. Først 1851 blev Hvalpsund Marked optaget i den almindelige Almanak. Men ihvertfald den 23. september 1792 var der stort marked i Hvalpsund, det hedder i »Jyske Efterretninger« :

Klokken fem (17.00) skulle færgen tilbage til Sallings land fra Hvalpsund Færgebro. Da den ville udgå (tage afsted) løb så mange Sallingboere i færgen tillige med deres medhavende købte sæderug, og får m.v., så der var ialt 23 personer, 36 tønder rug og 18 får, hvilken fragt var langt over færgens kræfter at bære«.

Da den kom ud på dybt vand, løb vand foroven ind i færgen, og da færgekarlene ville kaste noget af sæderugen over bord for at undgå den truende ulykke, opstod der skænderi og protester fra passagerer, som modsatte sig, at deres rug blev kastet over bord ... »Og som de derom talede, sank færgen med dem alle og kun tre blev reddet på årerne.«

Ejendommeligt nok var samtlige færgekale mellem de omkomne.

 



325 år

 

Den berømte professor Engelstoft (der er født i Gislum) passerer i 1805 Sundet. Det har åbenbart ikke været nogen behagelig overfart. Han klager i hvert fald. I hans klage hedder det, at »færqekroen« er et usselt hus, og Sundgården på den anden side ikke stort bedre. Noget reglement for overfarten findes ikke. Selv er han blevet sat over i en ussel båd, det kostede ham 12 skilling.

Vi har en - sikkert noget senere - beskrivelse af færgekroen: Den ligger alene for sig selv, en lav og gulkalket bindingsværksbygning uden pryd af nogen art, kun prangende med skiltet »Kgl, Priviligeret Kro« og en stor tavle på muren, hvor man kan læse sig til, hvad det koster at blive sat over til Salling.

Indenfor er der en forstue med toppede brosten. Bag denne lidt pænere værelse, vist et, nok privat, men dog også til de gæster/rejsende, man ville tage lidt mere hensyn til. Her kunne de sidde med udsigt over fjorden, her var gulvet også pikkede brosten, og her var opholdssted for de jævne rejsende - eller for fiskerne, som søgte kroen. Møblementet var langborde og bænke.

 



325 år

 

Der er ingen tvivl om, at man tog meget lempeligt på færgens - robådenes - kvalitet og almene sødygtighed. Bådene er kun blevet nødtørftigt reparerede i ny og næ, når det var absolut nødvendigt, og der blev ikke taget ringeste hensyn til de rejsendes bekvemmeligheder, derom vidner et utal af klager.

Skulle der bruges mere end to rorkarle, måtte der hentes forstærkning oppe i Hole. Noget reglement for færgefarten fandets ikke.

I 1801 solgte ejeren af Eskjær, landsdommer Joh. De Leth, færgeri og kro til Christen Pedersen for 500 rigsdaler. Christen Pedersen er altså den første selvejer af kroen, men det har tilsyneladende ikke rettet op på kvaliteten af krohus og færge. Der findes en rapport fra kontraadmiral Løvenørn, som inspicerede Limfjordens færgesteder for Generalpostdirektionen i 1812.

Rofærgen er 31 fod lang og 9 3/4 fod bred, derudover findes en temmelig stor kåg og en meget lille sejljolle, alt i en mådelig forfatning.

Men ejeren er fattig. Han burde have to færgekarle, men har til hjælp i færgeriet kun en epileptiker og en pige. Dette er meget uheldt for overfarten, for de kan ikke tumle færgen, når det blæser, og desuden er de »meget lidt modige«. Og såvel Hvalpsund som Sundsøre Kro er under al kritik - Admiral Løvenørn anbefaler en række forbedringer og foreslå anskaffet en flydebro (også kaldet en kastebro) til brug på

Salling-siden, hvor man ikke kan gå helt ind til land.

Og så bør der opsættes signaler på Salling-siden, så man ikke behøver at gå og vente ude på Odden, indtil man bliver opdaget ovre i Hvalpsund og en båd kommer over.

I de følgende år skete der virkelig nogle forbedringer, både på fartøjerne og på krobygningerne.

Og i 1830 fandt man ud af, at det var nødvendigt at forlænge stenmolen nogle favne, og at der på den syd for liggende landtunge opførtes en 20 alen lang og to fod høj stendæmning.

Et senere, større projekt, i 1840'erne blev stærkt forsinket og fordyret, da materialerne blev bortført under en storm. Der blev nedrammet 83 pæle til et 18 alen langt bolværk, og man havde måttet forhøje landgangsbroen.

 



325 år

 

I 1825 brød Vesterhavet som bekendt igennem ved Aggertange, og det skabte større vandgang i Limfjorden, så højvande kunne omgå landgangsbroen.

Desværre var det nye havneanlæg ikke godt nok, det ydede ikke noget effektivt værn mod elementernes rasen - og slet ikke mod Nordvestenstormen, der kom med sand og tang - og om vinteren is. Projektet havde fra starten været dårligt - og det skændtes de ansvarlige politikere så om i årevis.

Det var også galt med færgen. Det var tilsyneladende stadig Chr. Pedersens gamle båd. I 1785, 1791, 1794 og 1815 kunne man således læse i Viborg Avis, at færgen ikke sejlede i nogle dage p.g.a. reparationer, så det er ikke underligt, at herredsfogeden i et uanmeldt syn erklærede færgen for omtrent ubrugelig. Færgemanden lod den reparere - lidt, og meddelte så, at den nu var i orden.

Christen Pedersen havde tænkt sig, at hans tilkommende svigersøn skulle overtage kro og færgeri, men kongelige privilegier er jo ikke sådan videre overdragelige. Han gik derfor til sogneforstanderskabet i Louns-Alstrup og bad dette udfærdige en anbefaling for svigersønnen i den omtalte anledning.

Formanden for Forstanderskabet var Pastor Lund i Louns. Han skrev den ønskede anbefaling, der bl.a. erklærede, at »Chr. Peter Sørensen er kendt her på egnen som et meget vakkert menneske, der ikke alene vil være i stand til at vise de rejsende forekommenhed og artighed, men som også tillige har vist den største lyst til at omgås og bruge de til færgefarten nødvendige remedier, så han vist vil blive den, der i

ethvert vanskeligt tilfælde selv vil være med for at besørge de rejsendes overfart til fornøjelse«.

Se det var jo nye toner - og store ord, der desværre ikke rigtig kom til at passe på den nye kro- og færgemand.

Han fik bevillingen, men iøvrigt blev alt ved det gamle - og de rejsendes klager blev ikke færre. 1.200 rbdl. sedler måtte han af med til svigerfaderen. Det eneste der kom ud af klagerne var, at der blev anskaffet en ny sejlbåd, da der iflg. reglement af 1812 skulle forefindes en sådan.

Tilsidst blev klagerne dog så »højrøstede« at myndighederne måtte gøre noget. Forholdene i selve færgekroen var efterhånden også blevet så skandaløse med drikkeri og slagsmål, at det simpelthen ikke længere kunne siddes overhørigt



325 år

 

Gårdmand Hans Pedersen fra Thise, havde i 1867 et indlæg i Skive Avis. Det hedder bl.a.: Jeg vil, dog ikke undlade at gøre folk, der skal sættes over ved Hvalpsund, opmærksomme på de skammelige forhold, som færgemand Chr. Pedersen byder de rejsende. Uden anledning skammer han sig ikke ved at slå folk på næse og mund, så blodet flyder. Da det ikke er første gang at sådanne behandlinger er blevet folk tildelt, vil jeg hermed på det alvorligste advare o.s.v.... «

Sandelig ikke nogen god anbefaling for kromanden.

Om fartøjerne hedder det i en anden klage: ... De er så ældgamle, at kun få kender deres rigtige alder. Og de er tilmed så malpropre, at de rejsende får deres tøj ødelagt i dem.

Klagerne førte til politiforhør i Skive og Hobro, og det, der kom frem, var hverken flatterende for personalet eller for de myndigheder, der hidtil havde tolereret at alt gik i svang på stedet. Det blev også her oplyst, at rejsende, som betalte gode drikkepenge, blev sat over først, mens andre måtte vente til det passede rorkarlene at stikke til søs igen.

Endelig i 1870 fik kroen og færgeriet en ejer, der holdt sig bestemmelserne efterrettelig. Det var den unge løjtnant Bunde, veteran fra 1864 på Dybbøl, der efter krigens afslutning havde nedsat sig som købmand i Hestbæk. Han forpagtede ganske vist færgeri og kro ud, men førte opsyn med at det gik ordentligt til, en ny færge blev anskaffet. Det var dog stadig galt med havnen, der blev fyldt med tang og sandede til - og den gav ingen beskyttelse mod stormvejr. En ny bro blev bygget i 1874, den kostede 3.500 rigsdaler, som amtsrådet betalte, men den blev ødelagt fire år senere. Og endnu nogle år efter meldes havnen ubrugelig p.g.a. sand.

 



325 år

 

Når amtet nu går ind i sagen omkring færgeriet skyldes det, at landets færgeri og færgevæsen netop i 1874 blev lagt ind under amterne.

Med købmand Bundes overtagelse af kroen i Hvalpsund, var denne nu adskilt fra færgeriet. Disse to ting, færgeri og færgekro havde gennem århundreder været drevet af samme person, men det var nu slut.

Kroen var i 1882 bortforpagtet til Søren Mortensen. I 1894 bliver den daværende forpagter af kroen frataget sin bevilling p.g.a. de dårlige forhold, som hersker der. Købmand Bunde anlægger sag mod forpagteren, for at få ham bortvist, og en ny forpagter indsættes.

I 1910 førtes jernbanen fra Aalborg-Nibe frem til Hvalpsund. Man kunne ikke blive enige om, hvor stationsbygningen skulle placeres, men til sidst faldt valget på en plads nær færgelejet. Vandbygningsvæsenet udarbejdede et projekt til nyt havneanlæg, men det tog år inden bevillingen kom igennem. Endelig i 1918 vedtoges »Lov om Privatbaneanlæg«.

1/4 af anlægsudgifterne skulle dog afholdes af amter og kommuner - og så begyndte diskussionen forfra. Man enedes dog til sidst om at lade bygge en jernbanefærge og tilhørende havneanlæg.

Aalborg Privatbaner overtog færgeoverfarten fra 1927. Den 15. maj 1927 sejlede jernbane-motorfærgen Hvalpsund sin første tur. Og hermed var de middelalderlige overfartsforhold til ende.

Hvalpsund Færgekro var i 1913 blevet overtaget af Christian Holm, og hermed kom denne slægt til at spille en rolle i kroens historie. I 1928 rykkede Jensine Holm ind på kroen.

Hvalpsund Færgekro fremtræder idag i fornyet udgave, fjernt fra de forhold, som gjorde sig gældende da Ahasverus Becker modtog det Kongelige Privilegium i 1669.

 

S. Bugge Vegger

 

Anvendte kilder:

Hugo Matthiessen: Limfjorden

F. Elle Jensen: Hvalpsund Færgested

Landsarkivet Viborg - Gislum Herred m.v.

 

 

Hvalpsund Færgekro´s og Færgeriets historie i korte træk

 

1532 Las og Christiern Christiernsen får livsbrev på

Kroen's færgested.

1535 Las indblandes i hestetyveri.

1549 Kongelig befaling om opsættelse af hus til

vejfarende.

1667 Ahasverus Becker.

1669 Kongelig bevilling til færgeri og kro - 20. juli.

1688 Kronen (kongen) skænger færgeripriv. samt krohold

til generalO. V. Arenstorff, Eskjær, (till. med

andet gods).

1689 Købmand Vindes pengeskrin går over bord i

fjorden.

1711 Jens Jensen, kroholder og færgemand.

1716 Jens Jensen Smed. Kongelig konfirmation på

færgeri og kro.

1721 Forpagter Albrecht Sørensen, Lerkenfeldt, køber

stedet (hartk. 2 tdr - 4s).

1742 Ove Chr. Lund

1744 Jens Jørgen Stauning

1767 Kro og færgeri tilhører nu godset Eskjær,

der 1770 får tilladelse til færgeri og krohold både

i Hvalpsund og Sundsøre. eskjærs ejer hedder:

Major Johs. Chr. Geisler.

1773 Erik Nielsen Ørberg, forpagter på livstid. Har

allerede krevet kro + færge nogle år.

1781 Eskjærs ejer sælger til justitsråd Lange.

1792 Den 23. september den store kæntringsulykke

på sundet. 23 drukner.

1805 Professor Engelstoft klager over »det usle hus«,

giver 12 skilling for at blive sat over sundet.

1801 Christen Pedersen, selvejer. Har købt færgeriet

for 500 rdlr. Dansk kurant fra landsdommer Joh.

de Leth, Eskjær.

1812 Rapport fra admiral Løvenørn om de dårlige'

forhold.

1825 Gennebruddet ved Aggertangen. Limfjorden

åbnes. Vandstanden ændres.

1826 Peter Christensen, søn af Christen Pedersen.

1833 - 1842 Havnebyggeri uden større held.

1849 Christen Peder Sørensen, fra Ullits, der har givet

1200 rbdl. sedler samt aftægt.

1851 21. juni: Chr. P. Sørensen, bevilling foreligger.

1867 Klage i Skive Avis. Advarsel mod kromanden

i Hvalpsund.

1870 Købmand, Løjtnant I. A. Bunde, Hestbæk, køber

ved auktion færgeri og kro, der nu adskilles.

Bortforpagtes.

1874 Omordning af landets færgerier og færgevæsen,

der nu lægges ind under Amterne.

1882 Søren Mortensen, forpagter af kroen.

1894 Bevilling til at drive kroen nægtet forpagteren

(dårlige forhold). Ejeren, kbmd. Bunde, anlægger

sag mod forpagteren for at få ham bortvist. Ny

forpagter.

1910 Jernbanestationen lægges i umiddelbar nærhed

af kro og færge.

1913 Christian Holm.

1923 Der fremsættes forslag i Rigsdagen om udbygning

af færgestedet. .

1927 Den 15. maj sejler den nyanskaffede motorfærge

(jernbanefærge) for første gang.

1928 Jensine Holm.

1932 Martin Pedersen.

1949 Jenny Helene Anne Pedersen.

1952 Sofie Dalsgaard Hansen

1954 Kaj Otto Haslund

1956 Ernst Lund Simonsen

19-- Kristian Dybdal Hansen

1962 Jens Edrup Laigaard

1963 Harry Nielsen

1969 H. J. Villumsen

1973 Paul Richter Nielsen

1978 Cristian Mørch

1981 Lodwijk Franz von Coster

1984 Christian Mørch

1987 Vagn Rousing Nielsen

1991 P. C. Holm Pedersen

1993 Lene Holm Pedersen og Jørgen Pedersen

 

 

Efterskrift

 

En stor tak til S. Bugge Vegger for det store arbejde med at samle oplysninger og skrive dette skrift om færgeriet og Hvalpsund Færgekro i anledning af, at det den 20. juli 1994 er 325 år siden, den blev Kongelig priviligeret Færgekro.

I 1952 afhændede Jenny Helene Holm Pedersen (bedstemor til den nuværende ejer Lene Holm Pedersen) kroen. Tiderne var dårlige, og tre år tidligere var hendes mand død. De følgende år førte kroen en omtumlet tilværelse. Nogle af ejerne

gik det godt for, men andre var knap så heldige.

Den 5. maj 1991 købte P.C. Holm Pedersen kroen af Nykredit.

Årene forinden havde kroen gennemgået en omfattende

restaurering samtidig med, at der blev bygget en ny værelsesfløj

med 16 flotte værelser. Fjord Line har i sit katalog, der er udsendt i Norge, bl.a. skrevet om Hvalpsund Færgekro: »Har nok Jyllands bedste værelser-.

Den 17. maj 1991 åbnede vi kroen igen. Den havde da været lukket i et halvt år. P. C. Holm Pedersen's datter Lene var blevet overtalt til at drive kroen sammen med undertegnede.

Vi købte kroen den 16. marts 1993 på så favorable vilkår, som skattevæsenet tillader. Det er blevet til tre arbejdssomme år med at skabe en kundekreds og oparbejde

et renorne som et godt spise- og overnatningssted. Det er til fulde lykkedes, hvilket tallene for 1. halvdel af 1994 viser.

Overnatningerne er steget med 50 pct. og omsætningen med 30 pct. Det er et resultat, vi ikke har kunnet opnå uden en dygtig, loyal og interesseret medarbejderstab, der tæller 15-20 medarbejdere i højsæsonen. Vi er meget taknemlig

for den store indsats.

I løbet af de tre år er det lykkedes at få nogle gode samarbejdspartnere.

Vi er blevet medlem af Dansk Kroferie, hvor vi har kontakt til de fleste nordiske rederier, som Color-Line, Larvik-Line, Fjord-Line og Sea-Cat. Desuden har vi kontakt

med nordens største færge-rederi Stena-Line.

Hvert forår er der mange svenskere og danskere, der besøger os, da vi har Green-Free aftale med Hjarbæk Fjord Golf Center og Himmerland Golf og Country Club.

Til slut vil vi håbe, at vi stadig kan leve op til vore gæsters ønsker om høj standard og god mad.

 

Lene og Jørgen Pedersen