Pia og Palmerne

 

Pia og palmerne

Engang tændte fiskerne ved Limfjorden cigarer med pengesedler. I dag er jernbanen forsvundet, arbejdspladserne få, og der er én fisker tilbage. Men i Hvalpsund lægger de sig ikke ned. De satser på turister og palmer for at overleve – men omvæltningen fra fiskerby til turistby er ikke uden vanskeligheder

af Anders Lysholm

 

Hvalpsund: Den gamle hvidkalkede stationsbygning helt ned til Limfjorden står der stadig. Men drejeskiven, skinnerne og pissoiret er væk - ligesom de to perroner.

Et af de to logihuse til det overnattende jernbanepersonale er ved at blive istandsat. Her åbner jernbanemuseet til maj.

Den gamle røde remise, hvor to toge kunne stå i læ for Limfjordens saltholdige vestenvind, står der også.

Men i dag er det ”100’eren”, som holder der.

Bus nummer 100 er i dag den eneste offentlige forbindelse til omverdenen for havnebyen – jernbanen forsvandt i 1969 ligesom så meget andet.

100’eren kører til Farsø, Aars og Aalborg – men for det meste skal man bare til Farsø.

Klemt inde mellem det gamle baneområde og vandet ligger fiskerihavnen. Knuste muslinger ligger på asfalten sammen med store hvide poser med net i. De tilhører Hvalpsund Net – byens største virksomhed. Her arbejder 15 mand.

Indtil 2004 var Hvalpsunds fyrtårn vognmandsfirmaet Holm-Pedersen. Her arbejdede 60 mand.

Engang var der masser af arbejde i byen og på havnen. Fire fiskebutikker, bådværftet, teglværket, fiskemelsfabrikken, en auktionshal og 30- 40 kuttere gav arbejde – men sådan er det ikke mere.

Svend Aage Poulsen på kutteren ”Pia” er i dag Hvalpsunds eneste erhvervsfisker.

”Hvis du står ude ved vejen klokken halv seks om morgen”, siger 62-årige Ole Randrup og holder en kort pause.

”Du kan ikke forestille dig, hvor mange biler der kører ud af byen, fordi folk skal på arbejde.”

”Der er vel kun 50 – 75 stykker, der stadig arbejder i Hvalpsund. Det er jo ikke flere, end der var på havnen i gamle dage,” fortæller Ole Randrup, som er formand for Hvalpsund borgerforening.

Nogle af Hvalpsunds 610 indbyggere må køre helt til Århus for at komme på arbejde. Og fra august kommer yderligere 14 til at køre ud af byen. Der lukker skolen nemlig.

”Nej, der er slet ingen diskussion. Hvis vi skal overleve i Hvalpsund, skal vi satse på turismen,” siger Ole Randrup.

Turisme er Limfjordens nye guld

I Hvalpsund ser de virkeligheden i øjnene, og de kan kun se tilbage på fortidens storhedstider med et nostalgisk tilbageblik.

”Der er ingen fisk i fjorden i dag. Og jeg tror ikke, der kommer nye virksomheder herud. Det skal udelukkende være virksomheder, som har med turisme at gøre”, siger Ole Randrup.

Politikerne i Vesthimmerlands Kommune mener ligesom borgerforeningens formand, at turisme er det byerne ved Limfjorden skal satse på, hvis de skal overleve.

Fra år 2000 og til 2005 steg antallet af overnattende gæster i hele Vesthimmerland fra 392.000 til 425.000 overnatninger. Men så kom finanskrisens mavepumper og rev turisterne væk. Og i 2008 var antallet af overnatninger faldet til 371.000 overnatninger.

”Erhvervsturismen falder lige så snart, der er nedgang i erhvervet i Farsø og Aars, hvor vi henter vores erhvervskunder. Finanskrisen kostede overnatninger og tre til fire arbejdspladser her,” fortæller 41-årige Peter Holm- Pedersen.

Han ejer Hvalpsund Færgekro, der er Hvalpsunds største turistvirksomhed.

Selvom der ikke er specifikke tal for Hvalpsunds overnatninger og turismeudvikling, er Peter Holm- Pedersen ikke bleg for at give en vurdering af betydningen.

”Infrastrukturen gør, at det ikke er attraktivt at lægge nogle større virksomheder her. Der er for lang transport. Så det er turismen, vi skal satse på for at bibeholde arbejdspladserne og skabe nye,” siger Peter Holm-Pedersen.

Og turismen er vigtig for Vesthimmerland Kommunes omkring 38.000 indbyggere i en tid, hvor industriarbejdspladser forsvinder.

1249 himmerlændinge i kommunen havde i 2006 et job, som var skabt af turismen.

Og i Hvalpsund mener Peter Holm- Pedersen med et forsigtigt bud, at 20 til 25 borgere har et job, som er direkte relateret til turismen – omkring halvdelen af byens arbejdspladser.

Pia lukker og slukker

Klods opad Hvalpsund Net på havnen ligger den gamle auktionshal. En gul bygning en meter fra kajkanten med røde træporte.

Den sidste auktion var i 1970, og den sidste auktionsmester var Erik Randrup - eller Mølle-Erik, som han bliver kaldt. I Hvalpsund har de fleste øgenavne.

Tre overskårede dåseøl til cigaretskod står på bordet i den gamle auktionshal. Rundt om står en masse stole og to lænestole i vilkårlig uorden op af den port, hvor fiskene kom direkte fra kutterne og ind i auktionshallen.

Her mødes de lokale hver formiddag og drikker et par øl. Nogen gange drikker de så meget, at de dårlig nok kan gå hjem, lyder historierne på havnen.

I dag er det ikke fiskerne, der mødes i auktionshallen. Der er nemlig kun én erhvervsfisker tilbage i Hvalpsund.

Det er Svend Aage Poulsen og kutteren A88 - eller Pia, som den retmæssig hedder.

”Indtil for fem år siden var Ivan med på Pia. Men han stoppede, fordi der ikke var løn til os begge. I dag fisker jeg alene,” fortæller 31-årige Svend Aage Poulsen og fortsætter:

”Lige nu går det fint. Jeg fanger det, jeg må hver dag.”

Han må fange 45 ton blåmuslinger om ugen, så det er tre dage med 15 tons. Resten af tiden fisker han efter rejer.

Svend Aage og Pia fisker primært efter blåmuslinger i hele Limfjorden. Muslingefiskeriet tegner sig i dag for 85 procent af fangsterne i Limfjorden.

Og selv om blåmuslingerne er det nye Limfjordsguld, så fanger fiskerne mindre og mindre.

I 2001 blev der trukket 5.358 tons blåmuslinger op i Hvalpsund. I 2010 blev det kun til 713 tons blåmuslinger, et ton hjertemuslinger, otte tons østers – ingen fisk.

”Jeg bliver nødt til at tro på det. Det gør man i vores erhverv. Men jeg tror ikke, der kommer nogen fiskere efter mig den dag, jeg stopper,” siger Svend Aage Poulsen, som havde den første fridag i seks uger den anden dag.

Femhundredekronesedler i Bibelen

Men der var engang, hvor fiskerne i Hvalpsund kunne trække fisk op på stribe, og indtil omkring 1850 var Limfjorden Danmarks vigtigste fiskevand.

Og da jernbanen mellem Aars og Aalborg blev forlænget til Hvalpsund i 1910 kunne velhavende fiskere sende fiskekasserne med toget til blandt andet Aalborg.

Faktisk lyder historien, at nogle fiskere blev så rige, at de tændte cigarer med ild fra pengesedler. Og så var der storfisker Morten Poulsen, som gemte 500 kronesedler på udvalgte skriftsteder i sin Bibel.

Men da store kuttere og nylonnet invaderede Hvalpsund og Limfjorden i 1960’erne, forsvandt fiskene hurtigt som resultat af overfiskning.

En overfiskning, som blev forværret af en stigende forurening i 1980’erne. Og omkring år 2000 var det endegyldig slut med fulde fiskekasser på kajen.

I dag hører man sjældent de karakteristiske dunkende lyde fra trawlernes motorer i sundet mellem Hvalpsund og Sundsøre.

Men i storhedstiden mellem 1927 til 1977 var der mellem 30 til 40 større og mindre fiskefartøjer i havnen i Hvalpsund.

Klar til turisterne

På fiskerihavnen hopper en ensom orange truck fra Hvalpsund Net rundt på den ujævne asfalt. Henne ved færgelejet ved stranden, omkring 150 meter fra fiskerihavnen, holder tre biler foran et blåt træhus denne solrige dag i maj. Det er færgekiosken.

Den åbner omkring første april hvert år. Der skal nemlig være åbent Skærtorsdag. Der kommer Farsø Motorcykelklub altid til færgelejet og Færgekiosken i Hvalpsund. I år kom der 400 motorcyklister.

Når solen skinner, kommer folk langvejs fra for at få en af Færgekioskens berømte Færgevafler eller en Cheesedog. Det er et stort sesambrød med smøreost, rå løg, chiliketchup og en ristet pølse.

”Den kan man ikke få nogen andre steder,” fortæller Jette Sørensen fra et af Færgekioskens små vinduer. Det er Tove, som har opfundet den.

Ovre på den anden side af vejen ved færgelejet ligger badestranden.

Siden 2008 har der hver sommer svajet fire palmer i vestenvinden. Og i 2009 kom der endnu en palme til. Men så kom vinteren.

”Palmerne blev sat ind i en garage. Men så kom alt det her snevejr og kulde. Det kunne de ikke tåle. Der var kun en, der overlevede,” fortæller borgerforeningens formand, Ole Randrup.

Men til Open Bynight i Hvalpsund senere på måneden, vil den gamle palme og fire nye stå klar på stranden – til 6000 kroner stykket.

”De koster satme så mange penge, men det er der ikke noget at gøre ved.” siger Ole Randrup.

Det er blandt andet Farsø Sparekasse, der har været med til at finansiere dem. Og så har Peter Larsen Kaffe i Viborg doneret fem kroner til palmerne per pose kaffe, som er blevet solgt i Dagli’ Brugsen. Og kaffe bliver der drukket i Hvalpsund.

Små 100 meter fra færgelejet, badestranden og Færgekiosken vejer et Dannebrog og et hvidt ”Dansk Kroferie” flag. Det er Hvalpsund Færgekro, som holder til i den store gule bygning med hvidmalede vinduer og rødt eternittag.

En mand slår græs udenfor kroens 28 værelser. Foran hovedindgangen har de travlt med at stille terrassevarmere og kurvemøbler frem, inden weekendens turister kommer. På Færgekroen kan man blandt andet komme på gourmetgolfophold.

Omkring en kilometer længere oppe af kysten ligger lystbådehavnen. Her lå teglværket, Hvalpsund Værft og trinbrættet Illerisøre tidligere. I dag er der kun restaurant ”Marina”.

En mand i joggingbukser sidder alene i restauranten og fortærer dagens ret. Kalvesteg med tyttebær, brun sovs, en skål med franske kartofler, syltede agurker og rigeligt med kartofler.

Den velvoksne mand læner sig tilbage og må levne resten af kartoflerne og sovsen. Han rejser sig og går op til den kvindelig servitrice med små tatoveringer kravlende ned af begge arme under den kortærmede lyseblå skjorte.

”Nå, hvor meget kommer jeg så af med,” spørger han.

100 kroner bliver det, men så fik han også et glas rødvin.

Han betaler kontant. Her kan man ikke bruge dankort.

Fremtidens redningskrans

Hos Vesthimmerlands Kommune tror man ligesom i Hvalpsund Borgerforening på, at turismen har et stort potentiale i fremtiden i de byer, som ligger ud til Limfjorden.

I 2006 udskrev kommunen en arkitektkonkurrence om fremtidens havneudvikling i Hvalpsund.

Det endte med tre forslag, som blandt andet foreslog lejligheder og feriehuse ved vandet, et havnebad, en handelsgade på fiskerihavnen, kanaler, restauranter og en havnepromenade mellem fiskeri- og lystbådehavnen.

Men selvom man er enige om, at fiskeriet er et fortidsminde i Hvalpsund, er der delte meninger om fremtiden. Og da Vesthimmerlands Kommune fremlagde de fremtidige planer for Hvalpsund Havn, skabte det røre i byen, og der kom et utal af indsigelser fra Hvalpsunds borgere.

Havneudviklingen er derfor foreløbig sat på standby.

I 2009 fik Hvalpsund en golfbane i udkanten af byen – Hvalpsund Golf Club.

”Golfbanen blev udsat i to år, fordi naboen protesterede, men til sidst måtte han give sig. Det er typisk,” fortæller Ole Randrup.

Palmefis og Lorden

På fiskerihavnen traver 66-årige Marinus Poulsen rundt på havnekajen. Han stoppede med at fiske i Limfjorden for 15 år siden. I dag er han invalidepensionist men færdes dagligt på havnen.

”Turisterne generer mig ikke. Men det generer mig, at kommunen vil lave det hele turistet hernede med lejligheder. Det skal de satme ikke, så længe der er én fisker tilbage,” siger Marinus Poulsen skarpt med en tyk himmerlandsk accent og sukker:

”Det ender jo med, at vi bliver jaget væk. Men jeg bliver sgu boende her. Det har jeg altid gjort.”

Initiativet med palmerne på badestranden, giver han heller ikke meget for.

”Den palmestrand er noget fis. Det er forfærdeligt, de kan finde på at bruge penge på det. Der er jo kun to-tre grønne grene på dem,” siger Marinus Poulsen med hænderne dybt begravet i lommerne på de blå arbejdsbukser.

På Hvalpsund Færgekro er Peter Holm- Pedersen ved at klargøre de sidste ting inden turistsæsonen.

”Det er kun positivt med turistplanerne for Hvalpsund. Det er sørgeligt, at der sidder nogle mennesker, som føler sig forsmået og kun vil kæmpe imod udviklingen. Det er en katastrofe for samfundet herude,” siger Peter Holm- Pedersen og fortsætter:

”Skal vi overleve herude, så bliver vi nødt til at gøre noget. Vi skal ikke sætte os imod alt forandring”.

Før kommunen fremlagde sine planer var Peter Holm-Pedersen med til at udvikle et projekt med lejligheder på havnen.

”Allerede inden vi havde sendt tegningerne ind til kommunen, lå der klager fra borgere,” fortæller Peter Holm- Pedersen.

Oppe af bakken ved Dagli’ Brugsen ligger bodega og restaurant Lord Nelson på hjørnet af Sundvej og Illerisørevej – lige i city, som de lokale siger. I daglig tale bliver bodegaen dog bare omtalt som ”Lorden”.

Otte lokale sidder på de høje barstole rundt omkring baren, mens en sidder foran spilleautomaten i hjørnet.

Bag bardisken, som er beklædt med mørkt træ, langer Bodil Madsen Hancock og Tuborg øl ud, mens cigaretter bliver skoddet i de orange askebægere.

”Hvis jakke er det her?” spørger Bo Pedersen – også kaldt Taxa-Bo.

”Må jeg se?” siger 33-årige Mads Nielsen henne fra baren, mens han kigger nærmere på den sorte jakke.

”Nej, der er ikke bundet en knude på ærmet. Så er det ikke Jimmis,” griner Mads Nielsen.

Jimmi har nemlig kun én arm – Jimmi Enarm bliver han kaldt.

I baren går snakken om alt fra arbejde, den forfaldne badebro til sladder fra byen. Men snakken falder også på Hvalpsunds fremtid.

”Der er mange meninger om, hvad der skal ske i Hvalpsund. Nogen vil gerne have, at den bliver ved med at være den samme som altid, og andre vil have en turistby. Så lige nu sker der ikke noget. Det kræver, der kommer en fælles front. Lige nu er der for få, der vil Hvalpsund”, siger Mads Nielsen.

Men det er ikke Hvalpsunds fremtid, der bliver snakket mest om på ”Lorden” i dag.

I går kørte en lastbil nemlig i havnen i Sundsøre, da den skulle med færgen til Hvalpsund.

Den kørte tværs gennem færgen og ned i havnebassinet. Men chaufføren fik kun skrammer – og så var det i øvrigt Svend Aage, der fiskede ham op igen.

 







Svend Aage på arbejde med Pia