Solen spilles ned på lystbådehavnen af Samuel Frederiksen

dato offentlig gøres i Dagli´ Brugen på lystbådehavnen og på hjemmesidens kalender

 

 







Onsdag d. 27/7 2011 fik Samuel Frederiksen hjælp til at spille solen ned af Samuel Abrahamsen fra Vodskov

Manden med de gyldne toner

 

Artikel af Knud Labohn i Nordjyske stiftidenden den 23. juli 2011

 

Manden med de gyldne toner

 

"Glæd andre, hvis du kan". Den livsholdning får sommeren igennem en livsglad pensionist til at spille solen ned for øjnene af Hvalpsunds sejlere

 

Egentlig var han i tvivl om han overhovedet turde. Men til sidst gjorde han det:

 

Gik op på forhøjningen og spillede sine toner, så alles ansigter drejede sig mod ham.

 

Sådan er det næsten altid gået for Samuel Frederiksen; når det er kommet til stykket har han turdet. Trodset jantelov og sin egen bekvemmelighed. Og det er man generelt godt tilfreds med på Hvalpsund-kanten, som han i de sidste knap 30 af sine 72 år er groet sammen med.

 

Det er nemlig stort set altid endt med noget, der har bragt glæde til mange mennesker, når han har taget fat. Og den slags mennesker er der altid plads til i et lille samfund.

 

Toner som gaver

 

Som nu i disse vekslende sommeraftener i havnebyen. Her kan man lidt i ni ofte se manden med det hvide fuldskæg gå ned mod lystbådene fra hjemmet. Stille, men målbevidst, med en lille kuffert i hånden.

 

Samuel Frederiksen standser ved en lille forhøjning, lige foran den nedgående sol. Finder kornet-trompeten frem, trykker prøvende på ventilerne. Træder med en lille overvindelse beslutsomt op og sætter mundstykket til læberne.

 

Så løber smukke varme toner ud over havnen og dens ansigter sammen med solstrålerne, så man uvilkårligt sukker og læner sig tilbage i den varme slipstrøm af ordløse minder, der udgør et menneske.

 

- Der er sådan noget: "Se på mig", over at gøre det. Men jeg synes ikke Janteloven skulle have lov til at bestemme. Og så gjorde jeg det. I små samfund må vi alle gøre noget ekstra for at det kan bestå, fortæller hanmed smil i de blå øjne.

 

Stikker næsen frem

 

De lyser over et kraftigt skæg, der har siddet på hage og kind i over 50 år. Nu er det hvidt og giver hans statelige figur mindelser om en patriark eller apostel i romantisk udgave.

 

Humoren ligger dog på lur i det blå blik, altid klar til at pudse livets hårdere kanter lidt rundere.

 

Som når han optræder med vennen Troels Laursen, sognepræsten i Ullits, Foulum og Svingelbjerg i et klovneshow. Eller med hustruen Lena og hendes fortællinger. Eller med samspil, sine egne viser, eller...

 

- Jeg kan ikke lade være med at stikke næsen frem. Jeg har det også sådan, at evner forpligter. Hvis man kan gøre noget for andre, skal man også gøre det, forklarer Samuels Frederiksen.

 

Travl pensionist

 

Ordene falder hen over spisebordet, hvor der er en udsigt til Hvalpsunds "Suez-kanal". Det er her han formodes at have sit otium. Men den med lænestolen og fjernsynet ligger ikke helt godt til ham.

 

Tankerne har ofte travlt, og livet bliver ved at rykke, rokke, hviske til Samuel Frederiksen, der stadig udvider et cv på størrelse med en storfamilies ugentlige indkøbsliste.

 

Sådan har det altid været. Længe inden han kom til Louns-Alstrup Skole som nyuddannet lærer for at blive skoleinspektør. Så hvorfor ikke også nu, 28 år senere?

 

Samuel Frederiksen blinker, øjnene bliver fjerne et øjeblik. Måske går de tilbage til en opvækst, der ikke er som de fleste andres.

 

Født ind i Frelsens Hær

 

Samuel Frederiksens forældre var officerer i Frelsens Hær. Det betød, at de - og dermed Samuel - blev dirigeret til at bo rundt om i landet efter organisationens behov. Ganske som andre officerer bliver det.

 

Inden Samuel kom i gymnasiet havde han skiftet hjem ni gange, typisk fra København til Jylland og tilbage til en ny bydel.

 

- Det er ikke noget, jeg i dag oplever som mindre godt. Det var sådan, det var. Jeg var god til at lære; efter noget tid var jeg blandt de bedste. Det gav lidt respekt, husker trompetmanden.

 

Barndomsvenner har han således ikke nogen af. Det skulle da lige være trompeten. Hans liv voksede i Frelsens Hærs rammer, og intet tydede på, at det skulle sprænge dem.

 

Livet blev hult

 

Et stop med værnepligt i Livgarden var ikke populært, men snart var han tilbage på sporet. Han tog tre år på Frelsens Hærs skole i London og blev en af dens officerer. Så var det hans tur til at gøre åndeligt honnør for organisationen rundt om i Danmark.

 

- Jeg ledte flere menigheder. Jeg blev også gift med en officer - officerer må kun gifte sig med officerer - og vi fik to børn. Men mit liv hang ikke sammen, fortæller Samuel Frederiksen roligt.

 

- På papiret havde vi mange menigheder. Men ofte var det en dagligstue i en by, måske hos det eneste medlem af Frelsens Hær der. Det kunne jeg ikke leve med.

 

Som korpsleder stod han for meget i menigheden. Han husker stadig de sidste gange han stod der, som samlingspunktet, og blandt andet kunne kigge ned på sine forældre, de to frelser-officerer, mens han vidste, at han skulle stoppe.

 

Det var ikke let. Slet ikke rart. At vide, at man snart ville stå som en frafalden for stort set alle, man kendte og holdt af. Inklusive familien.

 

35 år og uden noget

 

- Vi blev skilt. Og jeg havde ingenting. Jeg havde næsten ingen løn fået, boet i hærens ejendom. Jeg var på helt bar bund, fortæller Samuel Frederiksen med et lille sug i stemmen.

 

I en alder af 35 år var det næsten et liv, der stoppede. Men han fik hurtigt gang i et nyt. En bekendt skaffede ham en stilling som musiklærer i Herning, og efter nogle omveje kom han ind på Hjørring Seminarium i 1978 og fik siden job som musiklærer på den nærliggende Sindal Skole.

 

Der kunne han meget muligt være blevet. Men:

 

- Jeg fik at vide, at der skulle afskediges, og at sidst ansatte stod først. Derfor søgte jeg andre stillinger - blandt andet som leder af Louns-Alstrup Skole, fortæller Samuel Frederiksen.

 

På godt og ondt

 

Den nyuddannede lærer fik stillingen. De mange års uomtvistelige leder-erfaring fra Frelsens Hær - og hans forholdsvis modne alder - har nok spillet ind.

 

Hans nye families skæbne var sat. I Vendsyssel havde han nemlig mødt Lena Pape, der havde brug for en klaverstemmer, men fik mere end det, og hun og datteren Lotte flyttede med.

 

- Vi har altid været glade for egnen. Vi kan godt lide naturen og det lille samfund. Vi har også vænnet os til, at alle her følger med i andres liv, på godt og ondt. En gang imellem skal vi dog se noget andet, og kan henvise til parrets mange rejser.

 

- Nogle har nok i livet der, hvor de bliver født. Sådan er vi ikke, summerer han sit liv op, inden tankerne flytter sig frem i tiden.