Brochure kan fåes i Infohytten på fiskerihavnen.
Eller på turistkontoret i Farsø


 

 

Gammel forbindelsesvej mellem Hvalpsund, Alstrup

og Gedsted. Fungerede også som kirkevej til Alstrup Kirke.

 

Plantning med sitkagran og rødgran. Sitkagran er en

nordamerikansk træart, der med stor succes er indført til

Danmark. Den vokser ret hurtigt og anvendes typisk til

produktion af tømmer. Sitkaen tåler både vind og saltluft.

Den plantes derfor ofte i de kystnære plantager. Sitkagranen

kendes fra rødgranen på nålenes blålige farve.

Rødgranens nåle er helt grønne. Sitkaen er desuden mere

stikkende end rødgran. Det er ikke uden grund, at den

også kaldes tidselgran. Rødgranen er en europæisk gran

og er ligeledes indført til landet. Den er det mest almindelige

træ i Danmark, og det nåletræ, der producerer det

bedste tømmer.

 

Her findes en blanding af mange forskellige træarter,

f.eks. skovfyr, alm. ædelgran, lærk, eg, rødgran og sitkagran.

Nogle af træerne er selvsået, men de fleste er

plantet efter en brand i 1976, hvor 15 tdr. land skov brændte.

Branden var påsat. Til at bekæmpe branden blev også

mejeribiler fra Farsø tilkaldt. Vandet til slukningsarbejdet

hentede de i marinaen i Hvalpsund. Samme del af plantagen

brændte også under krigen. Mod øst ved vejen står

nogle ældre skovfyr, som er en rest af den ældste plantage.

Efter en vis alder kendes skovfyrren let fra andre fyrretræsarter

på den rødlige bark.

 

Kommunal skovlegeplads under opførelse.

 

Fra engdraget kendes et offerfund fra bondestenalderen

bestående af flere store ravperler.

 

På begge sider af stien vokser der alm. ædelgran.

Den er indført fra Mellemeuropa. Ædelgranen plantes typisk

i de danske hede- og kystplantager og klarer sig godt

på de magre jorder, samtidig med at den tåler at stå udsat

for vinden. Alm. ædelgran kendes let fra plantagens

øvrige graner. Nålene har et friskgrønt, blankt skinnende

udseende, som var de lakerede. Nålene er desuden

bløde og og vandret udstående. Ædelgranens kogler er

altid opretstående. Hjortevildtet ynder gerne knopperne

af ædelgran. Derfor er de unge træer ofte beskadiget som

følge af bid. Langs stien ses et bredt tæppe af hedelyng

og revling, som er en rest af den hedevegetation, der dækkede

området i begyndelsen af århundredet.

 

Gammel losseplads, hvor der tidligere blev indvundet

råstoffer. I dag er området genskabt som naturareal.

 

En lokal udgravning fra omkring 1935 bragte en stensat

gravkiste for dagen i bronzealderhøjen. Her blev fundet

dele af skelet og gravgave r, bI. a. en guldring, som nu befinder

sig på Nationalmuseet.

 

Stien i kanten af plantagen er anlagt på den nedlagte

privatbane fra Nibe til Hvalpsund. Langs stien vokser egetræer,

som har været hjemmehørende i Danmark i årtusinder.

Egen er et lystræ, hvilket betyder, at træet lader en del

sollys slippe ned i skovbunden. Under en egeskov kan der

derfor vokse et væld af andre planter. Mellem egetræerne

står der af og til birketræer, som tilsyneladende er hjemsted

for en hel koloni af fuglereder. Men det er det ikke. Det

er en svampesygdom, der angriber birken og forårsager de

fugleredelignende heksekoste.

 

Langs ruten finder man af og til myretuer, hvori der i vinterhalvåret

er gravet mystiske huller og tunneller. Det er

spætterne, ofte grønspætten, der prøver at nå ned til myrerne.

Med sin lange tunge indfanger spætten myrerne.

På turen i plantagen kan man næsten ikke undgå at se

eller høre sortmejsen, der aktivt vimser rundt i granerne.

Her findes også fuglekongen, der med sin vægt på

mellem 5-6 gram er Europas mindste fugl. En anden

almindelig fugl er skovskaden. Nogle kalder også den

kønne fugl for "skovtelegrafen". Forstyrres den af mennesker,

eller opdager den en ræv eller rovfugl advares hele

skoven straks af den hæse, højlydte stemme. Skovskaden

bruger også stemmen på andre måder. Den kan

finde på at efterligne andre fugle bl.a. musvågen.

 

I udkanten af plantagen er der gode chancer for at se den

charmerende topmejse. Den er ret nysgerrig af natur, derfor

har man ofte mulighed for at betragte den på tæt hold.

Topmejsen kan selv hakke sit redehul, ligesom spætten.

Det kræver dog et gammelt, mørnet træ.

 

 

Geologi og landskab

 

Slugten syd for Rotholmen Plantage har i stenalderen udgjort

en mindre, lavvandet fjordarm i datidens meget mere

vidt forgrenede Limfjordsområde. Dengang var vandstanden

i fjorden 4,5-5 meter højere end i dag, da vandet

stod højest.

 

Kysten havde et helt anderledes forløb med talrige vige

og bugter, hvilket f. eks. ses af 5 meter højdekurvens forløb

på kortet. Strandvolde lukkede med tiden bugter, vige

og småfjorde. De laguner, der herved opstod, groede senere

til og udgør i dag de mange små moser i området.

 

Vesthimmerland er præget af den meget sandede jordbund.

Ved århundredeskiftet bestod landskabet af store

hedebakker og enkelte indlandsklitområder. I dag er de

fleste hedeområder forsvundet, da de enten er blevet opdyrket,

eller også er blevet tilplantet.

 

Den meget sandede og kalkfattige jord blev nemt udpint

og sur. Derfor opstod et stort behov for jordforbedring i

form af kalkholdigt ler, også kaldet mergel. Flere steder i

Vesthimmerland er der spor efter udvinding og transport

af mergel.

 

Tæt ved kysten lige nord for Rotholmen Plantage lå ved

århundredeskiftet en større mergelgrav, hvor der blev gravet

i meget kalkholdigt moræne- og smeltevandsier, aflejret

i istiden. På vandring langs stranden ses mergelgraven

i dag som små søer. I området ses stadig spor i landskabet

efter en gammel mergelbane, som blev brugt til at

transportere mergelen til markerne.

 

Ofte var det "bisser" og "rakkere", der fandt beskæftigelse

ved udvinding af mergelen. Der findes stadig rester efter

disse folks boliger ved mergelgraven. Folkelivet gav i en

periode grundlag for både traktørsted og marked.

 

Kulturhistorie

 

I og omkring plantagerne ligger 16 oldtidsgravhøje. Ingen

af højene er udgravet af arkæologer, men i mange af dem

ses spor efter skattejægere, der engang har ledt efter den

store skat, som det så ofte er beskrevet i folkeeventyrene.

 

Det ældste anlæg i området er en lanqhøj, formodentlig

fra tidlig bondestenalder omkring 3.500 f. Kr. De øvrige

høje er fra bronzealderen i perioden 1.500 til 1.000 f. Kr.

 

Bronzealderhøjene er bygget af græstørv, eventuelt omgivet

af en randkæde eller et gærde af kampesten. Flere

er meget store - mere end 30 meter i diameter. Lodhøj er

en sådan storhøj, rejst over betydende medlemmer af en

stormandsslægt eller et lokalt herskerdynasti.

 

Omkring og mellem højene gemmer sig mange bopladser

og andre arkæologiske spor. Randen omkring et vådområde

eller en græsningseng har hyppigt været beboet at

oldtidens bønder. I det forholdsvis åbne agerland for

3.000 år siden lå højene ofte i rækker, hvor de markerede

vejspor og agerskel. Dette kan ses mange andre steder

i Europa, f. eks. langs Via Appia i Toscana, hvor

etruskerne omkring år .700 - 500 f. Kr. lagde deres gravhøje.

 

Langs højderyggene var højene en slags kulturlandskabelige

statussymboler, der viste, at i denne bygd boede

velstående folk. Bygning af en gravhøj var en betydelig

præstation, der tillige lagde store områder øde i årevis

efter afskrælning af græstørv til højen.

 

Mange gravhøje er udvidet og genanvendt til senere begravelser.

De døde blev oprindeligt gravlagt på højbunden nær midten

i store egetræskister. Fra slutningen af bronzealderen gik man

over ti/ligbrænding. Urnerne blev ofte nedsat i kanten af højen.