FLYVERSTENEN PÅ BRINKEN VED LOUNS BREDNING

Når man står ved Alstrup kirke og ser mod troldestenen, skal man gå ca 10 m til højre, og på modsatte side af vejen går en markvej ned til flyverstenen. Stenen står helt ude på skrænten.

 

Stenen er rejst til minde om polske og engelske flyvere, der blev skudt ned i Louns Bredning.

 

På stenen er indhugget besættelsesårenes store mindedata: 9. april 1940, 29. august 1943 og 5. maj 1945, samt den dag, hvor flyet blev skudt ned over Louns Bredning, den 30. august 1944.

 

Selve stenen blev fundet i marken af Kristian Graversen fra Bakkeluun i Alstrup. Ved hjælp af to traktorer blev stenen bragt på plads yderst på brinken.

 

Nogle få dage før befrielsen gik Kristian Graversen ud på brinken og huggede i granitten de verselinier som han selv havde formet:

 

Verden sig vaaneded i Vilskabens Vold,

Landet blev hærget og knækket dets Skjold.

Mand skal jeg mane til Tidernes Tarv

Værn om din Ære, din Tro og din Arv.

 

 




Udsigt fra Flyvestenen ud over Louns Bredning